VELKOMMEN
Vølver, hekse, orakler, valkyrier, troldkvinder, diser, norner og shamaner
…er nogle af de mange betegnelser, der gennem historien er blevet brugt til at beskrive mennesker (særligt kvinder) eller overnaturlige væsner med særlige evner til at forudsige skæbne og manipulere med fremtiden. Fra oldtiden til moderne tid har de både fascineret og skræmt deres omgivelser med deres stærke forbindelse til naturen, til fortiden og til fremtiden. I dag fortæller de os noget om konflikten mellem kultur og natur, om hvad der sker, hvis kaos bryder ud og verden går i opløsning, og om hvordan samfund og civilisationer gennem historien har forfulgt og straffet mennesker med et afvigende verdenssyn.
Med festivalen ’Heksetid’ inviterer Nationalmuseet og Christiansborg Slot til en helt særlig weekend i magiens, mystikkens og myternes tegn. ’Heksetid’ præsenterer samtaler, live-ritualer, oplæsning, workshops, interviews, udstilling, debat, musik, foredrag og performance, hvor kunstnerne, forskerne, forfatterne og de praktiserende, moderne hekse og vølver er i centrum. ’Heksetid’ er kulminationen af tre aktuelle udstillinger, der alle har magien til fælles: ’Vølvens varsel’ på Nationalmuseet om vikingernes spåkone, der mestrede magiens kunst, ’Magt & Magi’ om de heksedømte kvinder på Christian 4.s tid, der kan opleves i Ruinerne under Christiansborg Slot, og en helt ny udstilling om magiske amuletter på Nationalmuseet.
Vi er glade for at kunne præsentere et virkelig mangefacetteret festivalprogram, der giver forskellige indfaldsvinkler til et emne, som mange i dag måske forbinder med overtro eller er tilbøjelige til at affærdige som hokuspokus, men som har været en helt naturlig måde at anskue verden på. Ikke desto mindre er især heksen flammende aktuel i disse år. Måske fordi hun praktiserer en forbindelse til naturen, der er gået tabt i vores moderne samfund? Måske fordi hendes styrke og magtkritik kan overføres til debatten om kønnenes ligestilling?
Nogle af de perspektiver, som publikum kan opleve i forbindelse med Heksetid, vil være dybt forankret i forskningen, mens andre vil være personlige eller kunstneriske fortolkninger af historien.
Som museum er vi altid på opdagelse, og vi opfordrer derfor festivalgæster til at møde historien nysgerrigt og udforskende.
Velkommen til Heksetid!
Nationalmuseet og Christiansborg Slot