SLOTSKIRKEN
Oplev Slotskirken, hvor Prins Henrik lå Castrum Doloris og Kronprins Christian blev døbt. Slotskirken er Kongehusets private kirke og kan opleves helt gratis hver søndag 10-17.
I Christiansborg Slotskirke er du omgivet af lys, perlemorsskinnende stukmarmor til alle sider. Tag en pause og læn dig tilbage på kirkebænkene, mens du nyder stilheden i kontrast til byens energi og liv udenfor murene. Slotskirken danner ramme om ganske særlige lejligheder. Hvert år på den første tirsdag i oktober myldrer det med mennesker til Folketingets åbningsgudstjeneste. Store kongelige begivenheder har også fundet sted i kirken – i 2006 blev Danmarks nye kronprins Christian døbt i dette rum og i 2018 lå prins Henrik castrum doloris her.
Slotskirken er gratis at besøge, og du behøver ikke billet. Du kan holde dig orienteret om kirkens åbningstider her.