DE KONGELIGE REPRÆSENTATIONSLOKALER

Oplev De Kongelige Repræsentationslokaler, som danner rammen om Kongehusets store gallafester og officielle arrangementer.

Tronsalen

Træd ind i Tronsalen, hvor silketapeter og bladguld danner rammen om et ganske særligt rum. Det er nemlig fra Tronsalens balkon, at Danmarks nye regenter proklameres.

I januar 2024 ventede Danmarks nye konge Frederik 10. derfor i dette rum, før han trådte over dørtærsklen ud på balkonen foran hundredetusindvis af mennesker som kongerigets nye regent. Traditionen med at udråbe nye regenter på Slotsholmen går langt tilbage i tiden og holdes stadig i hævd i dag – på Christiansborg Slot sker historien nemlig hver dag.

Tronsalen på Christiansborg Slot med tronstolene i centrum. Det var fra dette lokale Kong Frederik 10. gik ud på balkonen til sin udråbelse d. 14. januar 2024.

Riddersalen

Tag på en rejse igennem 1000 års danmarkshistorie i Riddersalen på Christiansborg Slot gennem Bjørn Nørgaards farvestrålende gobeliner.

Dyk ned i alt fra vikingetiden til nutiden, med den danske kongerække som den røde tråd igennem danmarkshistoriens gang. Prøv også at se, om du kan finde nogle skjulte ansigter i den orange marmorering! De gemmer sig rundt omkring...

Riddersalen med dronning Margrethes gobeliner, som er lavet af Bjørn Nørgaard, og var en gave i anledning af dronningens 50-års fødselsdag.

Kongetrappen

Kongetrappen er indgangen til De Kongelige Repræsentationslokaler både til hverdag og fest. Når du går op ad Kongetrappen, går du i fodsporene på mange mennesker, som har været på Christiansborg Slot før dig i løbet af de sidste 100 år - enten for at deltage i gallafester med kongefamilien eller som gæst i De Kongelige Repræsentationslokaler til hverdag.

På vej op ad trappen kan du beundre både gobeliner, skulpturer og et over 100 år gammelt splitflag givet til Christian 10.

Kongetrappen, som fører op til De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot.

De Kongelige Repræsentationslokaler er en række pragtsale, der stilles til rådighed for Kongehuset til repræsentative formål. På dit næste besøg kan du opleve Drabantsalen, Kongetrappen, Tårnsalen, Tronsalen, Christian 9.s gemak, Fredensborgsalen, Frederik 6.s Gemak, Fløjlsgemakket, Hjørnegemakket, Riddersalen, Svenske Galleri, Grønne Sal, Abildgaardsalen, Taffelsalen, Alexandersalen, Flora Danica-gemakket, Håndbiblioteket og Prinsessegemakket.