Caroline Mathilde – dronningen i herresadlen

En kongelig affære

I Tårngalleriet på Christiansborg Slot hænger de kongelige portrætter på rad og række, men især tre af dem har en særligt dramatisk historie. Caroline Mathilde, Christian 7. og Struensees historie er en af Danmarkshistoriens mest kendte og en stor del af den udfoldede sig altså lige her på Slotsholmen.

Caroline Mathilde blev dronning af Danmark, da hun og Christian 7. blev gift i 1766. Hun var datter af prins Frederick Ludwig af Wales og søster til kong George 3. af England. Caroline Mathilde var mor til Frederik 6. og prinsesse Louise Augusta.

Caroline Mathildes ægteskab med den sindssyge Christian 7. isolerede hende ved hoffet. I 1770 indledte hun et kærlighedsforhold til kongens livlæge J.F. Struensee, og Louise Augusta, som hun fødte i 1771, var sandsynligvis hans datter. Efter Struensees fald året efter blev Caroline Mathilde arresteret, og hun indrømmede ægteskabsbruddet. Ægteskabet med Christian 7. blev ophævet, og hun blev forvist. Hun levede sine sidste år på slottet i Celle i Tyskland.

Caroline Mathilde er en tragisk skikkelse; som meget ung blev den livsglade dronning kastet ud i en række begivenheder, hvis konsekvenser hun ikke kunne overskue. På grund af rygter om hende og Struensee samt påstande om en meget hård opdragelse af kronprinsen, var hun meget upopulær i befolkningen.

Desuden nægtede Caroline Mathilde at ride i en klassisk damesaddel og hun red i stedet overskrævs - i en herresaddel. Den kontroversielle saddel kan opleves i Staldmuseet her på Christiansborg Slot. De Kgl. Stalde og ridebanen på slottet har overlevet to slotsbrande, så du kan stadig opleve de selv samme staldbygninger, som Caroline Mathilde gik rundt i.

7e8552ec-ed8c-467c-98aa-b248c5b852ee